Dansk keramik der aldrig går af mode

I Danmark er der blevet lavet keramik i flere tusinde år.  De første eksempler på dansk keramik er over 5000 år gamle, og selvom tiderne skifter, er keramik stadig en væsentlig ingrediens i danskernes hverdag.

Keramik til kaffen

Det er ikke sikkert du tænker på det, når du drikker din morgenkaffe, fylder slikskålen eller sætter blomsterne i vand. Du bruger helt sikkert produkter af keramik hver dag. Nogle af tingene er bare almindelige hverdagsobjekter, som opfylder en funktion uden at du lægger særligt mærke til dem.  Andre ting har du måske et nærmere forhold til. En yndlingskop, en særligt smuk skål eller en lille mælkekande der altid skal på bordet, når du har gæster til kaffe? Keramik er en indgroet del af danskernes hverdag og dansk keramik er populært – både herhjemme og blandt et internationalt publikum.

Tidstypisk eller tidløs?

60’er, 70’er eller 80’er? Tiden skifter og den regerende tidsånd afspejler sig i de produkter, der bliver sat i verden. Indenfor keramik kan man ofte afkode, hvilken epoke det er blevet fremstillet i. 60’erne var designmæssigt et årti, hvor der blev skabt gennemarbejdede produkter, som både kunne være elegante og futuristiske i deres udtryk. 70’ernes design var ofte lidt groft, med fokus på naturlige materialer, og indenfor keramik var det stentøj i alle nuancer af brun, der dominerede billedet.  I 80’erne kom der mere knald på, både med farver og stilinspiration fra den italienske Memphisbølge, der satte stiliserede elementer fra klassisk arkitektur sammen med elementer fra barokken og skarpe geometriske former.

I dag kan man spore elementer af flere forskellige tidsaldre i de produkter og den keramik, der finder vej til de danske hjem. Grov og rustik keramik har nydt et opsving efter nullernes populære støbte keramik, hvor designet var dansk, men det hele blev masseproduceret i Asien. Det øgede fokus på bæredygtighed gør nu, at der også kommer større fokus på håndværket. De funktionelle og æstetiske værdier skal fungere – også på langt sigt. Brug og smid væk er afløst af brug og brug.

Made in Denmark

De store danske brands inden for keramik og porcelæn har for længst har flyttet deres produktion ud af landet. Noget keramik rejser langt, før det lander i de danske butikker og hjemme hos dig. Selvom produkterne har nogle af de æstetiske og funktionelle værdier, der gør det langtidsholdbart, koster transporten fra Portugal, Thailand og Vietnam i CO2 regnskabet. Det er også en åben diskussion om man kan tillade sig at kalde keramik, der er designet i Danmark og produceret i et helt andet land, for dansk keramik. Det gode håndværk går aldrig af mode og når de store spillere har kastet håndklædet i ringen og flyttet arbejdspladserne ud af landet, så er det godt at der er en underskov af selvstændige danske keramikere og kunsthåndværkere til at tage over. Noget af den håndlavede keramik hos moderne danske kunsthåndværkerei dag, er i en kvalitet hvor det kan være svært at se, at det faktisk er håndlavet.