gør det selv seo

Du kan selv lave SEO på din hjemmeside

Der er rigtigt mange, der tror at SEO – søgemaskineoptimering – er meget teknisk og derfor meget svært selv at udføre. Så i stedet laver man en aftale med et SEO bureau om at udføre tingene. Det kan der bestemt være en god mening med.

Men så er SEO altså heller ikke sværere og langt størstedelen kan man selv lave. Og man bør selv lave det, da viden om SEO gør både eksisterende og nyt indhold på hjemmesiden meget bedre.

Her kommer nogle gode råd til, hvordan du selv kan udføre dit SEO arbejde.

1. Det tekniske setup

Jeg starter med den del, der er lidt teknisk og måske er den sværeste del af SEO. Men du bør tjekke din website for eventuelle tekniske fejl, der hæmmer dens placering i Google. Det kan være ting som blokering af robots.txt, fejlsider, duplicate content og mange andre faktorer. Den nemmeste måde at ”opdage” sådanne fejl er ved at bruge værktøjer som Moz, Ahrefs eller SEMRush.

2. Søgeord

Søgeord er stadig vigtige, selvom der er mange, der påstår det modsatte. Inden du kan optimere din hjemmeside for bestemte søgeord, er du nødvendigvis nødt til at kende disse søgeord. Så find ud af hvilke søgetermer dine kunder anvender i Google, når de søger efter din virksomhed, dine produkter og dine services. Find især ud af, hvilke søgeord, der har såkaldt høj købsintention – altså søgetermer, hvor kunderne er langt henne i kunderejsen og tæt på at træffe en beslutning om et køb.

For det er disse søgetermer, der er penge i, hvis man ligger nummer 1 i Google på dem.

3. On page SEO

Al den SEO, du kan udføre på selve din website kaldes for On page SEO og er fundamentet for dit SEO arbejde. Det er denne del af SEO, som du har fuldstændig kontrol over og som du derfor bør lave så godt som muligt.

Med On-page SEO optimerer du de enkelte sider – altså hver enkelt side – mod en bestemt søgeterm (evt. 2-3 indbydes relevante søgetermer). De faktorer, der især er vigtige er:

  • Title-tag (skal indeholde søgetermen)
  • Meta description
  • Overskrift (H1 og skal indeholde søgetermen men være forskellige fra Title-tag)
  • Underoverskrifter med relevante søgetermer
  • Søgeterm nævnes i brødteksten
  • Billeder optimeres i henhold til søgetermen
  • Der linkes ud til relevante kilder
  • Der linkes internt til andre vigtige sider

Hvis du befinder dig på et marked, hvor konkurrencen ikke er så stor, så kan denne optimering ofte være nok til at din website kommer til tops. Det er f.eks. tilfældet på denne blog.

4. Indhold

Som nævnt i pkt. 3 skal alt dit indhold optimeres, men jeg giver alligevel indholds-delen et selvstændigt punkt, for der er nogle ting, der er meget vigtige i forhold til indhold, som de færreste gør.

Dit indhold skal være markant bedre end dine bedste konkurrenters indhold. Hvis websiten, der ligger nummer 1 på det søgeord, du gerne vil til tops på, har skrevet en artikel, der fylder 500 ord, så skriver du 1.000 ord. Fylder konkurrentens artikel 1.000 ord, så skriver du 2.000 ord. Google elsker tekst – og gerne meget tekst.

Sammen med din tekst bør du inkludere video, billeder og grafik, der underbygger det, du skriver. Og også links til vigtige eksterne kilder, der forbedrer brugervenligheden. Dit indhold skal være STEDET, dine kunder ønsker at gå til, når de leder efter svar på deres spørgsmål.

Men du skal ikke kun have masser af godt indhold. Du skal også undgå at have mange sider med såkaldt ”tyndt indhold”. Det er indhold med meget lidt tekst og meget lidt værdi for brugerne. Har du meget af dette, så slå det sammen og opret færre men længere og bedre sider.

5. Eksterne links

Det sidste punkt i din gør-det-selv SEO er at skaffe eksterne links og omtale fra andre websites. At en anden website linker til din er det samme som en ”stemme” på din website. Så jo flere links, jo mere populær er din website og desto højere op i Google kommer den – alt andet lige.

Hvis du laver rigtigt godt indhold, som virkelig vækker opsigt i din branche, så vil mange af disse links komme af sig selv. Men som regel er du nødt til selv at gøre en aktiv indsats.

De nemme links er links fra kataloger og andre ”åbne” websites. Men de rigtig gode links kommer fra andre relevante websites i din branche. En god måde er at skrive en gæsteartikel og få den oprettet på en kendt blog i din industri. Eller få et link fra et af de steder, hvor dit firma allerede er nævnt, men uden link.

Disse 5 trin kan du selv udføre. Det kræver lidt tid i starten, men hen ad vejen bliver du bedre til det og så sparer du mange penge til et SEO bureau.