Sportsgrene for par

Det mest oplagte at gå til som par, er dans. Men dans er ikke for alle, og skulle I sidde derude og overveje at gå til noget sammen, som ikke er dans, så læs med her. 

Disse sportsgrene er velegnede til par, men I behøver ikke være et par for at dyrke dem sammen. 

OCR løb 

OCR løb er forhindringsbaneløb, hvor I på en løbebane skal overvinde nogle forhindringer. Det kan være en klatrevæg, en rebbane over en mudderpøl og lignende. I hverdagene kan I træne jeres løbekondition både sammen og hver for sig. Og til de egentlige løb, følges I ad og og hjælper og hepper hinanden gennem forhindringerne. 

OCR er ikke rigtig noget man kan gå til endnu i Danmark, og hvis man kan, så er det meget få steder i landet. Træningen imellem løbene vil I derfor primært selv stå for, og består primært af løbetræning. Løbetræningen er til distancerne mellem de forskellige forhindringer, og er med til at give jer en god tid. 

Til at træne forhindringerne, kan visse naturlegepladser bruges, blot I bruger dem med omtanke og husker på, at børnene altid har førsteret til legepladserne. Har I en stor have kan I overveje at lave et par forhindringer i haven, og ellers må I være kreative og løbe terræn i skoven. 

Det kræver blot løbesko, løbetøj og viljen til at blive godt mudret. 

Badminton

Badminton kan I enten spille mod hinanden, eller som par – mod andre – i en double. Det er en sjov sport, hvor I får rørt hele kroppen, og hvor I både kan arbejde på jeres samarbejde, og få lidt sund konkurrence ind i en 1 mod 1 kamp. 

Det kræver lidt ekstra udstyr, da I begge vil skulle have ketchere, indendørs sko og badmintontasker.

Roning 

Roning kræver en fælles rytme og et tæt samarbejde, uanset om I er til kano, kajak eller anden type robåd. Det giver dog mulighed for at tage på nogle hyggelige ture sammen, også uden at I behøver at købe jeres egen båd. Der findes mange steder i landet, hvor man kan leje lidt forskellige typer af robåde, bl.a. ved Bagsværd sø. 

Denne sportsgren kræver lidt, at I ikke bor for langt fra en roklub, men ofte vil I også kunne leje eller låne klubbens både, når der ikke er undervisning, ligesom roklubberne laver udflugter I kan tilmelde jer.