Sådan vælger du den rigtige elcykel på tilbud
Indrømmet, en elcykel er en større investering, også selvom du sparer penge på f.eks. brændstof. Derfor kan det være fristende at slå til med det samme når cyklen er på tilbud. Men i stedet for en god besparelse, så kommer du måske til at ærgre dig over dit køb. Med disse tre punkter i baghovedet, så er du bedre rustet til at træffe det rette valg.
1. Cyklen skal testes
En god lang prøvetur er helt klart at foretrække. Du vil også have gavn af, at afprøve forskellige modeller hvor placering af batteri og motor variere. Du kan roligt udfordre producentens brochure, papir kan være meget taknemmeligt. Træd cyklen så hurtigt, at motoren slår fra. Er cyklen stadig til at træde nu? Virker det for tungt, så bør du kraftigt overveje en anden model. Du skal huske, at cyklen også skal kunne køres hjem, hvis du skulle være så uheldig at løbe tør for strøm.
2. Har du tænkt over dine krav til cyklen?
Hvilke krav har du til cyklen? Skal du kunne køre med børn? Skal du køre langt? Skal du kunne køre hjem med dagligvarer? Skal du fragte tasker eller poser? Skal du kunne løfte eller bære cyklen? Alle disse overvejelser bør du gøre dig på forhånd. Det gør det nemmere for forhandleren at vejlede dig. Tal med mere end en forhandler. De mere erfarne forhandlere har typisk et bredere udvalg.
3. Hvad med batteriet?
Hvor langt du kan køre på en opladning, afhænger af batteriets kapacitet, men ikke kun det alene. Andre faktorer som hvilket underlag du kører på og hvor meget du selv yder, vil også have indflydelse på rækkevidden. Du kan roligt antage, at producentens angivelse af rækkevidde er meget optimistisk. Regn med at det halve er mere realistisk.
Som med andre typer batterier, så vil elcyklens batteri også miste kapacitet med tiden. En anden vigtig ting at huske, er at batteriet skal behandles med forsigtighed. Batteriet har ikke godt af frost eller kondens, det bør ikke køres helt tomt og det må ikke oplades for længe.